Fête Galante konsertant i Tivolis Koncertsal – synopsis

Fête Galante konsertant i Tivolis Koncertsal - synopsis

Fête Galante konsertant i Tivolis Koncertsal – synopsis

Kompositör och librettist

Musik: Poul Schierbeck|Libretto: Max Lobedanz

Libretto

Premiär

Premiär på Det Kongelige Teater, Gamle Scene under 1931.Sett föreställningen: 18.6.2012 Tivolis Koncertsal i Köpenhamn. Konsertant framförande. Dirigent: Michael Schönwandt

Förste akt

I havesalen på den unge grev René de la Rochefoucaulds slot i Versailles venter hans fire venner, Saint Lambert, Montmorency, d’Argenville og Lauzannes, på hans tilbagekomst. Han har forelsket sig i en ung pige, Suzon, med hvem han samme aften vil fejre bryllup dog kun på skrømt, idet de fire venner skal optræde som vidner pro forma, og en af lakajerne skal fungere som notar. Alt dette finder sted, mens den kvindekære konge er bortrejst et par dage; han plejer ellers strengt at håndhæve sin førsteret til bruden, når hans adelsmænd gifter sig. René kommer med den intetanende Suzon, som forestilles for de fire venner, der har svært ved at bevare alvoren. De trækker sig tilbage. og efter en kort kærlighedsscene går også de to “brudefolk”. Da scenen har stået tomt et øjeblik, smutter Scaramouche ind i salen. Mens han tager for sig af laekkerierne på bordet, praesenterer han sig som teaterdirektør, intrigant – og diskret leverandør af kvinder til adelsmændene. Han lytter ved døren, bag hvilken den fingerede vielse finder sted, og pludselig går døren op, og lakajen Jean tumler ud, forklædt som notar. Scaramouche fralokker den fulde fyr det falske vielsesdokument, som han straks efter får lejlighed til al vise Suzon, idel han afslører bedrageriet for hende. Han tilbyder hende – mod en passende betaling – at få det forsynet med en rigtig notars underskrift, hvorved det vil blive gyldigt, men hun tror ikke et ord af, hvad han siger og viser ham bort. En lille tvivl er dog sået i hendes sind.

Anden akt

Förste billede

Lidt senere på aftenen i den samme sal. Under et længere, stumt optrin træffes der forberedelser til aftenens fest. Scaramouches kone, som er med i hans skuespillertrup, indvies af sin mand i hans planer om at slå mønt af den falske vielsesaltest. Saint Lambert, Lauzannes og Montmorency træder ind for at høre, om alt er rede til aftenens teaterforestilling, og navnlig den sidstnævnte falder ganske for La Scaramouche, som heller ikke er utilbøjelig til at bønhore ham; hun indbyder herrerne til at overvære hendes omklædning – og Scaramouche må bide sin skinsyge i sig. Han træffer Suzon, hvem han atter tilbyder ægteskabsdokumentet, som det i mellemtiden er lykkedes ham at få en riglig notar til al skrive under på. De overraskes af René, som viser Scaramouche bort. Han tilstår nu over for Suzon, at deres vielse ikke er gyldig, men at han elsker hende, og at hun inden aften skal være hans ægte hustru. Hun har ikke så meget som villet kaste et blik på dokumentet og tror, at han kun siger det for at prove hende. Scaramouche indrømmer for sin kone, at han er slået i marken i første omgang, men er dog overbevist om, at han nok skal sejre til sidst. Da der pludselig lyder militærmusik fra det fjerne, genkender han kongens regimentsmusik og får da den idé at provokere kongen til et uanmeldt besøg endnu samme aften; opfyldt af nyt håb drager han ud for at realisere sin plan, mens militærmusikken fortsætter for lukket taeppe.

Andet billede

Under aftenfesten forelsker markis d’Argenville sig i Suzon, hvis følelser for René han kun anser for at være af overfladisk art. Han bestormer hende med sine bønner, men hun afviser ham; han bliver påtrængende og går over til håndgribeligheder, og nu overraskes de af det øvrige selskab. Trods de andre venners advarsler insisterer René på at ville duellere med d’Argenville, som er en övet pistolskytte. Han sender en tjener efter notaren, som skal komme øjeblikkeligt.

Tredje akt

René overvejer situationen i enrum; han foragter sig selv, fordi han har kunnet tænke på at bedrage Suzon og vil nu sætte alt ind på, at hun skal være hans hustru på lovformelig vis – også for det tilfælde, at han skulle falde i duellen. Tjeneren bringer notaren, som efter nogen forhandling indvilger i at sætte sit navn under ægteskabspapiret – for derefter at opdage, at han allerede har gjort det tidligere på dagen på opfordring af en anden mand, som gav ham penge for det. René kalder vennerne ind og lader dem underskrive attesten, som jo nu har gyldighed, og tager det løfte af dem, at de aldrig vil åbenbare hans oprindelige bedrageriske hensigter for Suzon, som han elsker. Uset af herrerne har Suzon overværet delte sidste optrin.

D’Argenvillc kaldes ind, og der træffes forberedelser til duellen. Netop som man skal til at skyde, meldes kongen, som straks efter træder ind, ledsaget af et følge, hvori Scaramouche skjuler sig. Da loven forbyder dueller, søger man at udgive det hele for en spøg: kongen konstaterer imidlertid ved at affyre de to pistoler op imod loftet, at de var skarpladte, men gør ikke mere ud af sagen. Derimod er han lidt stødt over at René har forsømt at indbyde ham til sit bryllup, og insisterer på at se bruden. René tøver, men den rådsnare Saint Lambert henter La Scaramouche, der præsenteres for kongen som Renés hustru. Han bliver straks meget indtaget i hende og indbyder hende til at følge ham til en souper på slottet, blot et par timer hvad hun ikke lader sig sige to gange. Kongen drager af med hende – mens jalousien endnu en gang er ved at tage livet af Scaramouche. Han prøver n sidste gang at klemme penge ud af René for underskriften på dokumentet, men må nøjes med den aere at have betalt grevens ægteskabskontrakt, og nedtrvkt forlader han slottet. René takker vennerne for deres værdifulde bistand. Nu træder Suzon ind; hun er omsider blevet klar over, at det virkelig fra begyndelsen har været Renés plan at narre hende, og hun river dokumenet i stykker. De tre herrer samler stumperne op og lister stille ud. René beder Suzon om tilgivelse,og i en stor duet forsones de og vandrer ud sammen. Da scenen er blevet tom, kommer de tre venner ind sammen med notaren, der baerer det atter sammenklistrede dokument. De anbringer papiret midt på skrivebordet mellem to kandelabre, hilser ærbødigt på det og går leende ud.

Operaroll, rösttyp och sångare

Roll Rösttyp Sångare
Scaramouche baryton Bo Skovhus
Suzon sopran Dénise Beck
Renée tenor Michael Weinius
La Scaramouche mezzosopranr Andrea Pellegrini
Marskal Saint Lambert baryton Palle Knudsen
Grev de Montmorency bas Jakob Bloch Jespersen
Abbed Lauzannes tenor Mathias Hedegaard
Markis d´Argenville baryton Frank Morten Larsen
Louis XV tenor Gert Henning-Jensen
Solister DR KoncertKoret
Pascal Dumont tenor Christian Damsgaard-Madsen
Majordomus tenor Tomas Medici
Jean tenor Rasmus Gravers Knive
Robert bas Uffe Henriksen
Annette alt Henriette Elimar

–>

Related posts

Kommentera